Kampvogn i natur - sommer i Forsvaret

 

I Forsvarets øvelsesterræner kan du opleve naturtyper som hede, overdrev og enge, som ellers er på retur i resten af Danmark. En unik natur, der trives – ikke mindst takket være Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses dygtige folk på området og den professionelle naturpleje, vi har ansvaret for.

 

Det har gennem tiden vist sig, at soldaternes brug af terrænerne i form af kampvognsspor, væltede træer og småbrande giver nye muligheder for udviklingen af plante- og dyreliv. 

 

Du har muligheden for at se nogle af de smukkeste steder i landet. Tag for eksempel til Borris og oplev en lille tidskapsel af oprindelig hedenatur, spot de vildtlevende kronhjorte i Oksbøl og gå på jagt efter padder og frøer i Jægerspris. 

Benyt dig af naturen på Forsvarets arealer

Forsvarets øvelsesområder kan benyttes som rekreative naturområder, når der ikke er aktiviteter. Selvom vi byder offentligheden indenfor, er det stadig militære områder med særlige regler, som skal overholdes.  

 

Du kan se kort over terrænerne og hente information om adgangsforhold m.m. via vores GIS kort. 

 

Regler for adgang

Husk at det stadig er militære områder med særlige regler, som skal overholdes. I beskrivelserne for de enkelte terræner finder du informationer om færdsel, sikkerhed - og om du for eksempel må fiske eller køre mountainbike på området.

 

Drift- og plejeplaner

Der er udarbejdet særskilte beskrivelser af adgangsmulighederne for hvert terræn. Disse beskrivelser findes også i de enkelte drifts- og plejeplaner på vores hjemmeside.

Du kan også downloade vores brochurer, der beskriver naturen på udvalgte terræner. Det er en oplagt guide at tage med, når du besøger vores terræner.

Sidst opdateret 13. marts, 2024 - Kl. 10.42