Høvelte byggeplads

Ansøgning

Forsvarsministeriet anvender et elektronisk rekrutteringssystem. I hvert enkelt stillingsopslag er der en henvisning til, hvor du kan søge den valgte stilling.

For at søge stillinger, skal du oprette dig som bruger. Når du først én gang er logget på systemet og har udfyldt de nødvendige oplysninger, gemmes dine oplysninger, så du blot skal logge på, næste gang du søger en stilling.

Din ansøgning bør ikke fylde mere end én A4-side. Du skal vedhæfte CV, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger.

 

Ansættelsessamtale

Når vi har modtaget din ansøgning, modtager du en kvitteringsmail.

Vi gennemgår ansøgningerne umiddelbart efter ansøgningsfristen og kontakter dig, hvis vi ønsker at se dig til en samtale. Afhængigt af stillingen kan der være tale om, at du indbydes til mere end én samtale.

Når vi har truffet beslutning om, hvem der skal tilbydes stillingen, får alle ansøgere svar.

 

Sikkerhedsgodkendelse

Når du ansættes i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, skal du sikkerhedsgodkendes.

Ved sikkerhedsgodkendelsen bliver dine økonomiske forhold, tidligere beskæftigelse, rejser og eventuelle strafbare forhold blandt andet undersøgt. Din ægtefælle/samlevers forhold vil også blive undersøgt.

Din ansættelse er betinget af, at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse under hele ansættelsesforløbet. 

 

Løn

Som ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse får du løn i henhold til den overenskomst, som din faglige organisation har indgået med staten.
 
Din faste månedsløn vil som udgangspunkt bestå af en grundløn og en pensionsdel. Derudover har du mulighed for at forhandle eventuelle tillæg – enten ved ansættelsen eller ved vores årlige lønforhandlinger.

Sådan finder du dit næste job

Vi slår ledige stillinger under ledige stillinger.

 

Du kan også finde ledige stillinger på Forsvarets fælles karriereportal.

Uopfordrede ansøgninger

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ansætter ikke medarbejdere på baggrund af uopfordrede ansøgninger.

 

Det skyldes, at vi er en offentlig institution og derfor er forpligtet til at slå alle ledige stillinger op - med undtagelse af vikariater og lignende.

Sidst opdateret 11. marts, 2024 - Kl. 10.31