[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse]

Naturmødet er for naturfolk hvad folkemødet er for politikere. Det er her alle med interesser i den danske natur mødes og diskuterer med myndighederne, entusiasterne, fødevareproducenterne, fritidsmenneskerne og de professionelle rådgivere. Som en af landets største arealforvaltere er det derfor også helt naturligt, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er til stede. Og det er med manér.



En af 1. brigades kampvogne kommer til at pryde Ejendomsstyrelsens stand, hvor temaerne er koncentreret om, hvordan Forsvarets behov for øvelsesterræner har haft en afgørende betydning for bevarelsen af de unikke naturområder, de danske soldater har som klasselokale. På standen kan du høre om, hvorfor naturen er så unik, hvordan Ejendomsstyrelsen passer på den, og om, hvordan du kan nyde de unikke naturoplevelser på terrænerne.

Naturmødet afholdes i Hirtshals den 24-26. maj og alle dage er der masser af aktiviteter for både børn og voksne. Du kan blandt andet opleve debatter, workshops, smagsprøver og musik, så tag endelig til Hirtshals, og husk at lægge vejen forbi Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på stand 43 – gå efter kampvognen.

Læs mere om Naturmødet og se programmet på www.naturmoedet.dk