I 75-året for befrielsen af Danmark og 100-året for genforeningen igangsættes et stort projekt på Haderslev kaserne, hvor den smukke hovedbygning renoveres og ombygges – og der bygges nyt på Louisegård. 


Kaptajn Anders Tagge fra Garnisonsstøtteenheden på Haderslev Garnison glæder sig over projektet, hvis formål er at sikre moderne og funktionelle rammer for det Slesvigske Fodregiments virke. Fremover bliver der plads i bygningen til de fire SRS kompagnier i XIII Lette Infanteribataljon samt et værnepligtskompagni. 


”Vi indretter en moderne arbejdsplads til soldaterne ved Slesvigske Fodregiment. Det er nødvendigt at gøre faciliteterne tidssvarende, så de passer til en infanterist anno 2020, men renoveringen sker i stor respekt for de historiske rammer i den smukke hovedbygning på Haderslev Kaserne,” siger Anders Tagge.


Om projektet
Renoveringen af hovedbygningens anden og tredje etage blev påbegyndt tidligere på året. Her indrettes fire identiske områder til de fire SRS kompagnier. Det inkluderer nye bade- og omklædningsfaciliteter, tørrestuer og udrustningsskabe. Denne etape forventes at være afsluttet i marts 2022.


Ved Louisegård er planlagt nybyggeri, herunder både en stor tilbygning og en ny opvarmet bygning på 859 kvadratmeter til opbevaring og vedligeholdelse af bataljonens materiel. Denne bygning kan også benyttes til undervisningsfacilitet.


Det samlede projekt skaber moderne faciliteter til ca. 500 soldater og forventes afsluttet medio 2022.

Projektleder på projektet er bygningskonstruktør Ulrik Mejdahl Nielsen fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Projektsektion Vest. 


Kaptajn Chris Bjerre Klingenberg er presseofficer ved det Slesvigske Fodregiment på Haderslev Kaserne og fortæller, at de nye kompagnier rykker ind i hovedbygningen i takt med, at byggeriets dele står færdige. De nye faciliteter på kasernen har fokus på funktionen.

”De nye omklædningsfaciliteter er gennemtænkte, så der er tørreskabe og god plads til opbevaring af soldatens personlige udrustning i egne skabe med udluftning”, fortæller han. 

Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kaserne
Slesvigske Fodregiment blev genoprettet 1. januar 2019 i Haderslev som led i implementering af forsvarsforliget 2018 og fik igen garnison på Haderslev Kaserne. Her var regimentet tidligere garnisoneret fra oprettelsen i 1951 til Slesvigske Fodregiment i 2001 blev lagt sammen med Dronningens Livregiment under navnet Prinsens Livregiment. Det nye regiment flyttede dengang til Skive, og siden blev det helt nedlagt. Nu vender Slesvigske Fodregiment hjem til Haderslev Kaserne.
 
Den nye, lette infanteribataljon skal løse opgaver, der ligger mellem dem som specialoperationsstyrkerne har, og dem som traditionelle hærstyrker har. Soldaterne kommer til at kunne indsættes ved hjælp af f.eks. Hercules-transportfly, helikoptere og patruljefartøjer.

Levende lys markerer 75-året for befrielsen af Danmark
Byggeprojektet på Haderslev Kaserne gennemføres med stor respekt for kasernens historie og traditioner. Eksempelvis laves matteringen af ruderne i bade- og omklædningsfaciliteterne, så den kan fjernes i forbindelse med kasernens årlige Lysfest, hvor der placeres levende lys i alle vinduerne i hovedbygningens sydlige facade.

Lysfesten på kasernen den 4. maj plejer at være et stort arrangement for hele Haderslev by i samarbejde med Haderslev Kommune. Sådan er det desværre ikke i år. Den planlagte lysfest er aflyst grundet situationen med COVID-19 og forsamlingsforbud. Derfor er kasernen lukket for offentligheden. Alligevel markerer Slesvigske Fodregiment i stilhed 75-året for befrielsen af Danmark ved at sætte lys i vinduerne på hovedbygningen, og forsvarsminister Trine Bramsen besøger i aften kasernen og lægger en krans ved kasernens mindetavle. Hovedbygningens vinduer vil være oplyste fra klokken 21.55 og frem til kl. 23.00.