Hol_skulptur1_1146x694

 

Med afsløring af kunstværket "Lykken stå den kække bi. Et møde mellem den nutidige og historiske dragon" har Ejendomsstyrelsen afsluttet et langvarigt kunstprojekt på Dragonkasernen. Værket er skabt af billedhugger Nanna Drewes Brøndum.

 

Hol_skulptur5_1146x694

Skulpturens forskellige elementer er placeret på en cirkelbund med inskriptioner over Dragonregimentets missioner og mærkedage.

 

Skulpturen er til ære for det arbejde, som tusindvis af soldater har gjort og fortsat gør for Danmark. Den er et fint eksempel på klassisk billedhuggerkunst og afbilleder den historiske og den nutidige dragon med figurerne i naturlig størrelse. Skulpturens to soldater er menneskelige og ikke heroiserede. Den historiske og den nutidige dragon har blikretning mod hinanden, adskilt af en portal som symbol på fortid og nutid.

 

Afsløring af kunstværket på en smuk solskinsdag

Omkring 50 personer var i mandags samlet på Dragonkasernen i Holstebro til afsløringen af værket - dragoner, repræsentanter fra Ejendomsstyrelsen, kommunen, pressen og andre inviterede. Det nye kunstværk var fra starten dækket af et stort rødt klæde. Den skarpe forårssol kunne ikke helt eliminere skyggen fra den aktuelle krig i Ukraine, som på forskellig vis påvirkede både arrangementet og naturligt nok også dagens taler.

 

Hol_skulptur3_1146x694

 

Chef for Bygge- og Anlægsafdelingen i Ejendomsstyrelsen Daniel Aarup-Kristensen bød velkommen og takkede dragonregimentet og kunstudvalget med major Brian Staal Villsen i spidsen for at involvere sig så seriøst i arbejdet med at skabe et kunstværk, som i høj grad giver mening for soldaterne:

 

Skulpturen trækker på samme tid tråde til fortiden og traditionerne og siger den moderne soldat noget. Skabelsen af værket er resultatet af en givende proces, hvor alle har åbnet deres verden mod hinanden, sagde Daniel Aarup-Kristensen blandt andet.

 

Herefter gik ordet til kunstrådgiver Marie Markham, som har været tilknyttet projektet i hele perioden og kunne fortælle om tankerne bag og selve processen. Efter afsløringen af skulpturen fortalte kunstneren Nanna Drewes Brøndum selv om de forskellige elementer i værket og det givende samarbejde med kunstudvalget og dragonregimentet.

 

Som optakt til samarbejdet blev Nanna Drewes Brøndum i 2018 inviteret med på en militærøvelse. Siden har hun været i løbende dialog med både kunstudvalget og menige soldater for at sætte sig ind i dragonernes særlige kultur.

 

Hol_skulptur4_1146x694

Kunstneren Nanna Drewes Brøndum foran skulpturen.

Det har været en meget lang og spændende proces. Det har været specielt, når man ikke normalt bevæger sig rundt i denne verden, fortalte kunstneren efter afsløringen.

 

Chefen for Dragonregimentet, oberst Anders Poulsen, understregede i sin tale, at både historie og nutid viser, at der altid vil være brug for dragoner. Regimentet har været en del af stort set alle de militære konflikter, som Danmark har været inddraget i. Derfor er inskriptionerne over regimentets missioner på skulpturen et vigtigt element af stor betydning for soldaterne.

 

Uden historie bliver vi identitetsløse. Det er den, der binder os sammen. Nogle kalder den slags for bløde værdier, men jeg kalder det for hårde værdier, fordi de gør, at enheder kan kæmpe - og vinde. Jeg er så glad for titlen – Lykken STÅ den kække bi – som indeholder både et håb og et ønske om, at det må gå dragonerne godt. STÅ er her konjunktiv, og intet kan vel være mere relevant i disse tider end et ønske om lykke. Ikke kun for dragoner, men for alle.

 

Kunstprojekter og kunstudvalg

Ved større statslige byggeprojekter afsættes 1,5% af bygningens entrepriseudgifter til kunstnerisk udsmykning. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samler de fastsatte midler i puljer, så der er økonomi til værker af en vis størrelse, som skaber værdi hos modtagerne.

 

Da Jyske Dragonregiment i 2017 fik bevilget penge til et kunstprojekt på kasernen, blev der nedsat et kunstudvalg med major Brian Staal Villsen som formand. Udvalget består af repræsentanter for ledelsen, medarbejderne og en repræsentant fra Veterancentret på kasernen. Kunstrådgiver Marie Markham har i hele projektperioden støttet processen og guidede i starten kunstudvalget gennem de mange muligheder og typer af kunst. 

 

Det har været vigtigt for kunstudvalget, at værket var noget, som soldaterne kunne reflektere over og forholde sig til. Kunstværket skulle tale ind i regimentets særlige historie og gerne markere de mange missioner og slag, som dragonerne har deltaget i.

 

Kunstudvalget udvalgte Nanna Drewes Brøndum til at præsentere et skitseforslag til en naturalistisk bronzeskulptur. Fra første dag var der en god forståelse og kemi mellem kunstneren og udvalget. 

Vi er stolte af det værk, som skal præsenteres på Dragonkasernen, og glæder os til at vise medarbejderne resultatet af mange års arbejde. Vi synes, det er et smukt værk, som Nanna Brøndum har skabt i et unikt samarbejde med kunstudvalget. Et værk der bliver et markant symbol på Dragonkasernen, og som giver mulighed for refleksion, fortæller major Brian Staal Villsen.

Yderligere information

Værket er en bronzeskulptur i klassisk billedhuggerkunst med flere elementer. 

Nanna Drews Brøndum har skabt et monument, der er i øjenhøjde med betragteren. Skulpturen fortæller om soldater, der er afhængige af hinanden, og udspænder samtidig et stykke danmarkshistorie over tid. Figurerne er i naturlig størrelse og genkendelige i deres menneskelige udtryk. Dragonerne binder fortid og nutid sammen. Når nutidens dragoner sendes ud i verden, bærer de historiens erfaring og tradition med sig som ballast. Jyske Dragonregiment kan dateres tilbage til 1670, men historien repræsenteres af den historiske soldat i en version fra 1864, hvor alle uniformens detaljer er historisk korrekte. Det samme gælder nutidens soldat, som er modelleret efter levende model. Mellem de to soldater er en port, som både er et skel og et bindeled mellem den tid og det rum, som de to dragoner hver især befinder sig i.

Den færdige bronzeskulptur er kulminationen på tre års arbejde og en tæt dialog mellem Nanna Drewes Brøndum og Jyske Dragonregiment.

 

Processen frem til den færdige skulptur har været lang og præget af stor håndværksmæssig kunnen og viden om materialerne. Efter godkendelsen af skitserne, bliver elementerne modelleret op i lille skala for at afstemme placeringen af de enkelte dele. Derefter modelleres hele skulpturen op i ler i størrelsesforholdet 1:3. Efter godkendelse af dette resultat foretages den gipsafstøbning, som er forlæg for det endelige arbejde, som er modellering af skulpturen i fuld størrelse.

 

Efter endelig godkendelse laves afstøbninger i flere dele af den færdige skulptur. Afstøbningerne bruges til at lave de endelige forme på bronzestøberiet i Svendborg, hvor skulpturen er støbt.

 

Den færdige skulptur blev fragtet i ét stykke fra støberiet i Svendborg til Dragonkasernen. Her er den fastgjort til et betonfundament, som er støbt og doneret til kunstneren af det lokale firma Jens Jensen Murer & Entreprenør A/S fra Holstebro.

Nanna Drewes Brøndum er uddannet ved Wimbledon School of Art, London 2000-2003. Hun har endvidere været del af The Society of Portrait Sculptors mentorordning ved Nigel Boonham i 2010.

 

Nanna Drewes Brøndum arbejder figurativt med skulptur, modellerer i ler og voks og støber i gips og bronze. Nanna er kendt for sin udprægede interesse for at skildre den menneskelige form og fange det usagte, sindstilstande og emotionelle relationer mellem mennesker. Hun har sans for selv de mindste detaljer og er fagligt ambitiøs, når det kommer til at finde og fastholde et bestemt udtryk. Hun er dedikeret til håndværket og brugen af traditionelle materialer.

 

Nanna Drewes Brøndum er medlem af Society of Portrait Sculptors (UK).