Kaffesmagning i Ballerup

 

Den daglige kaffe på landets tjenestesteder er et emne, som alle gerne taler med om. Danske voksne drikker i gennemsnit tre kopper kaffe om dagen, hvilket placerer os på en fjerdeplads på listen over de mest kaffedrikkende lande. God kaffe påvirker både trivsel og arbejdsindsats positivt – og en kop kaffe med kollegaerne er godt for de indbyrdes relationer.

 

Op til hjemtagelsen har Ejendomsstyrelsen inviteret til kaffesmagning i både øst og vest for at blive klogere på medarbejdernes smag i kaffe. Onsdag i sidste uge var der kaffesmagning hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i den store kantine i Ballerup, og et par dage før var der et tilsvarende arrangement på Aalborg Kaserne.

 

Fremmødet var stort i Ballerup. Over 150 medarbejdere var mødt frem for at være med til at beslutte, om kaffen fremover skal være mørkristet, dyb, bæredygtig og afrundet eller hellere mild og aromatisk med et strejf af syrlighed. Den kommende kaffeleverandør JDE præsenterede fem forskellige kaffetyper, og arrangementet var lagt i hænderne på to repræsentanter for den nye programorganisation for kantinerne – kvalitetschef og cateringspecialist Teddy Lose og køkkenchef Mihel Stanimirovic.

 

Der blev smagt med omhu, og de forskellige varianter blev debatteret livligt. Den endelige afstemning foregik ved hjælp af kaffekrus, som blev stablet ved de forskellige kaffemærker.

 

Mette Lernø er øverste chef for kantinerne, når Ejendomsstyrelsen hjemtager området pr. 1. april. Hun fortæller, at der er planlagt flere kaffesmagninger rundt i landet senere på året.

 

”Vi vil gerne kendes på, at vi lytter til vores lokale kantinebrugere. Derfor vil vi gerne i dialog med medarbejderne om smag og ønsker til for eksempel kaffen. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at alle landets medarbejdere synes om den samme kaffe”, siger Mette.

 

Vinderen blandt de fem kaffetyper hældes på landets kaffemaskiner efter 1. april, når den nuværende kaffe er brugt op. I kølvandet på de kommende kaffesmagninger bliver der mulighed for at skifte kaffemærke igen – også mere lokalt. Og vinderen? Vi kan løfte sløret for, at det er noget, som man kan byde uventede gæster såvel som medarbejdere.