Nyheder
Støjvarsling
Publikationer
Moderne faciliteter, rekruttering i hjertet af København og løsning på et par akutte problemer er gået op i en højere enhed på Strødamvej i København Ø, via et lejemål med AP Ejendomme.
Det er her på adressen Strødamvej 52, Forsvaret er rykket ind. Bygningen er lejet af AP Ejendomme.
Den Kongelige Livgardens Musikkorps var tæt på at blive hjemløse, da deres lejemål var opsagt, men takket være en koordineret og hurtig indsats fra alle involverede parter, lykkedes det at komme i mål med at tilpasse bygningen så den ikke bare løser det akutte problem, men også kommer til at danne rammen for flere af Forsvarets aktiviteter:
”Det var ved at blive en haster-haster-opgave at finde nye øvefaciliteter til Livgarden. Efter flere tilløb dukkede denne bygning op. Der var ganske vist meget mere plads end Musikkorpset havde brug for, men vi tænkte, at vi nok skulle få brugt de ekstra kvadratmeter, og det fik vi ret i. Det er en rigtig god milepæl for faciliteter til et voksende forsvar," sagde Anders Mærkedahl Pedersen, Chef for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
I bygningen er indrettet en stor øvesal til musikkoppset, samt seks mindre øvelokaler i nederste etage, hvor musikerne kan øve i små instrumentgrupper eller solo. I samme del af bygningen får Livgardens Historiske Samling plads til opmagasinering.
På førstesalen flytter Forsvarets Dag ind. Der har længe været behov for at finde tidssvarende rammer og plads til at vokse nu, hvor der er udsigt til, endnu flere skal trække i trøjen. Op mod 6500 sjællandske unge lægger årligt vejen forbi Forsvarets Dag for at få vurderet, om de er egnede til tjeneste i Forsvaret.
På øverste etage er der cirka 80 kontorpladser, der i den kommende tid kommer til at huse medarbejdere fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Som mange andre steder i Forsvaret er der vokseværk, og samtidig er de nuværende faciliteter under renovering.
Foto: Et afslappet miljø og moderne kontorer kendetegner de nye lokaler til Forsvarets Dag.
Foto: To omklædningsrum til hver undersøgelseslokale sikrer en hurtig og effektiv arbejdsgang for lægerne.
Foto: Når man ankommer til Forsvarets Dag mødes man af et åbent loungemiljø og information om de forskellige muligheder Forsvaret kan tilbyde.
Foto: Der er fokus på akustikken og lyddæmpningen i de mindre øvelokaler. Her kan solister eller instrumentgrupper øve.
Foto: ”Jeg er glad. For Livgarden er et øvelokale det samme som en skydebane eller et øvelsesterræn er for en soldat”, sagde chef for Livgarden oberst Mads Rahbek.
Foto: Livgardens Tambourkorps spillede for gæsterne ved overdragelsen af bygningen. Musikkorpset var optaget af et andet arrangement.
Foto: Konsultationsrummet er som man kender det fra sin egen læge.